Una Pizza Napoletana

Lige siden jeg for alvor begyndte at interessere mig for de napolitanske pizzaer, er der ét navn der er gået igen og igen – Anthony Mangieri. Manden der har startet Una Pizza Napoletana, først i New York og senest i San Francisco. Han har tatoveringer op og ned ad armene, hører hardcore punk, står i shorts og sko fra Vans, og så brænder han for at lave pizzaer. Hvor meget han brænder for det? Han er faktisk blevet allergiker af at arbejde så meget med mel, men fortsætter stadig. Men det jeg holder mest af ved Mangieri er hans tilgang til det at have et pizzeria. Han kunne sagtens ansætte en eller anden tilfældig til at stå og lave pizzaer, mens han selv blev hjemme, men som han selv siger “Hvis jeg går til koncert med Iron Maiden, så forventer jeg satme også at det er dem der står på scenen, og ikke et eller andet coverband.” Mere specifikt kan det simpelthen ikke blive sagt.

I september 2015 havde jeg fornøjelsen af at skulle på ferie til den amerikanske vestkyst, og med et stop i San Francisco i 4 dage så var det indiskutabelt at vi skulle et smut forbi Una Pizza Napoletana.

Vi gjorde det faktisk på andendagen vi var i SF. Det hang sammen med at vi ankom fredag eftermiddag, og ikke lige havde overskuddet til at finde rundt i yderområderne af byen, så derfor var vi forbi Tony’s Pizza Napoletana – der skal nok komme en anmeldelse af det også. I stedet gjorde vi det om lørdagen, hvilket reelt også var sidste mulighed da han holder lukket fra søndag til tirsdag.

Mad og industri
Stedet ligger langt væk fra de klassiske turiststeder, og man går i et mere forladt område af San Francisco når man når stedet. Det er et gammelt industri område, og det præger bygningen også præg af. Det første man ser når man kommer ind er Anthony. Han står vitterligt midt i det hele, og ovre til venstre i bygningen har han sit publikum. Alt er stillet op som var det et show, og det giver i den grad mening når nu det er HANS pizzaer man er kommet for at spise. Jeg havde i dagens anledning flottet mig med en Ramones t-shirt, og fik da også lige fanget mesterens opmærksomhed da vi kom ind.

Vi fik et bord, og bestilte to pizzaer, et par øl, og nød ellers bare stemningen i den lille restaurant. Hele familien var på arbejde, inklusiv deres nanny. Så hans datter lå på et legetæppe ved siden af ovnen og legede, samtidig med at hans kone fungerede som tjener.

Og så kom pizzaerne….
Der var smil fra øre til øre da tjeneren kom ned med pizzaerne, for de så mildest talt lækre ud!

Og de smagte heldigvis omtrent så godt som de så ud. Virkelig god smag, masser af karakter fra både ovnen og dejen, og tilpas meget fyld. Skorpen var blød og smeltede på tungen som jeg mener er måden en napolitansk pizza skal være på. De var lidt små i det da, men til gengæld var de gode. Helt igennem den oplevelse jeg havde håbet på.

Da vi forlod restauranten var skiltet i døren vendt om således at der stod “Out of dough” som er Anthonys lukketid. Er der ikke mere dej, så lukker biksen.

Resten af vores ferie drømte vi om pizzaen fra Anthony, og var lidt ærgelige over at vi ikke fik besøgt stedet noget mere, for det var virkelig en fantastisk oplevelse. Så kommer du nogensinde til San Francisco og skal finde den bedste napolitanske pizza, så snyd ikke dig selv for et besøg hos Anthony og resten af familien. Det er klart det værd, og på min top 3 over bedste pizzaer jeg nogensinde har smagt.