Una Pizza Napoletana

12238320_10153680534695502_2671472579005870359_o
Lige siden jeg for alvor begyndte at interessere mig for de napolitanske pizzaer, er der ét navn der er gået igen og igen – Anthony Mangieri. Manden der har startet Una Pizza Napoletana, først i New York og senest i San Francisco. Han har tatoveringer op og ned ad armene, hører hardcore punk, står i shorts og sko fra Vans, og så brænder han for at lave pizzaer. Hvor meget han brænder for det? Han er faktisk blevet allergiker af at arbejde så meget med mel, men fortsætter stadig. Men det jeg holder mest af ved Mangieri er hans tilgang til det at have et pizzeria. Han kunne sagtens ansætte en eller anden tilfældig til at stå og lave pizzaer, mens han selv blev hjemme, men som han selv siger “Hvis jeg går til koncert med Iron Maiden, så forventer jeg satme også at det er dem der står på scenen, og ikke et eller andet coverband.” Mere specifikt kan det simpelthen ikke blive sagt.

I september 2015 havde jeg fornøjelsen af at skulle på ferie til den amerikanske vestkyst, og med et stop i San Francisco i 4 dage så var det indiskutabelt at vi skulle et smut forbi Una Pizza Napoletana.

Vi gjorde det faktisk på andendagen vi var i SF. Det hang sammen med at vi ankom fredag eftermiddag, og ikke lige havde overskuddet til at finde rundt i yderområderne af byen, så derfor var vi forbi Tony’s Pizza Napoletana – der skal nok komme en anmeldelse af det også. I stedet gjorde vi det om lørdagen, hvilket reelt også var sidste mulighed da han holder lukket fra søndag til tirsdag.

Mad og industri
Stedet ligger langt væk fra de klassiske turiststeder, og man går i et mere forladt område af San Francisco når man når stedet. Det er et gammelt industri område, og det præger bygningen også præg af. Det første man ser når man kommer ind er Anthony. Han står vitterligt midt i det hele, og ovre til venstre i bygningen har han sit publikum. Alt er stillet op som var det et show, og det giver i den grad mening når nu det er HANS pizzaer man er kommet for at spise. Jeg havde i dagens anledning flottet mig med en Ramones t-shirt, og fik da også lige fanget mesterens opmærksomhed da vi kom ind.

Vi fik et bord, og bestilte to pizzaer, et par øl, og nød ellers bare stemningen i den lille restaurant. Hele familien var på arbejde, inklusiv deres nanny. Så hans datter lå på et legetæppe ved siden af ovnen og legede, samtidig med at hans kone fungerede som tjener.

Og så kom pizzaerne….
Der var smil fra øre til øre da tjeneren kom ned med pizzaerne, for de så mildest talt lækre ud!
12247808_10153680534300502_219134463333496171_o
12244265_10153680534355502_8953966285657194739_o

Og de smagte heldigvis omtrent så godt som de så ud. Virkelig god smag, masser af karakter fra både ovnen og dejen, og tilpas meget fyld. Skorpen var blød og smeltede på tungen som jeg mener er måden en napolitansk pizza skal være på. De var lidt små i det da, men til gengæld var de gode. Helt igennem den oplevelse jeg havde håbet på.

Da vi forlod restauranten var skiltet i døren vendt om således at der stod “Out of dough” som er Anthonys lukketid. Er der ikke mere dej, så lukker biksen.
11224794_10153680534525502_8939808421874629140_o

Resten af vores ferie drømte vi om pizzaen fra Anthony, og var lidt ærgelige over at vi ikke fik besøgt stedet noget mere, for det var virkelig en fantastisk oplevelse. Så kommer du nogensinde til San Francisco og skal finde den bedste napolitanske pizza, så snyd ikke dig selv for et besøg hos Anthony og resten af familien. Det er klart det værd, og på min top 3 over bedste pizzaer jeg nogensinde har smagt.
12241372_10153680534595502_2974255204426046771_n

Advertisements
Posted in Uncategorized | 1 Comment

Rossopomodoro

Da min kæreste og jeg var i Italien for snart 4 år siden, besøgte vi foruden Da Michele i Napoli, også Rossopomodoro i Rom. Faktisk spiste vi der to gange. Efter at have smagt pizzaen hos Da Michele, var det svært at komme op på episke højder med Rossopomodoros pizza, men helt dårlig var den nu heller ikke.

Da vi 1,5 år efter gæstede New York blev vi derfor ganske begejstrede for at finde ud af at de sørme også havde en afdeling lige overfor vores hotel i Eataly. Har du ikke været i Eataly før, så kan det sammenlignes med Supermarco i København, bare meget vildere. I New York havde vi også mæsket i os af napolitansk pizza fra både Keste, Don Antonio, og Forcella, og igen leverede Rossopomodoro et ganske hæderligt produkt.

Derfor undrede det mig egentlig også at de aldrig rigtig fik medvind i Danmark, for de lå i en periode på Christianshavn, men fik hurtigt lukket ned igen. Det seneste stykke tid har jeg savnet en ordentlig pizza, og det til trods for at vi i efteråret 2015 fik besøgt både Don Antonio i New York, samt Tonys Pizza Napoletana og ikke mindst Una Pizza Napoletana i San Francisco. Gran Torino var første forsøg på en nogenlunde fornuftig pizza, og det gik ikke. Gorms blev besøgt igen, men er du gal hvor er det dog bare et elendigt produkt uden nogen form for sjæl overhovedet.

Derfor var det med stor glæde at jeg kunne læse at Rossopomodoro havde åbnet i Illums Rooftop, hvor vi så var inde i dag for at spise.

På toppen af Illum
Da vi kom øverst op i det gamle stormagasin, blev vi nærmest blæst væk af hvor flot der var blevet. Der er kommet en række forskellige spisesteder deroppe, og det oser altså bare af klasse.

Vi fandt hurtigt hen til Rossopomodoro som har et flot stort område med køkkenet i midten. Vi fik vores menukort, og fik en hurtig introduktion af vores italienske tjener der lige forklarede at de her pizzaer altså var lidt anderledes end vi måske var vant til. Vi kunne heldigvis forklare at vi elskede de napolitanske pizzaer, og at vi havde besøgt deres øvrige restauranter før. Så var der ligesom styr på det. Jeg bestilte en Verace som vel kan oversættes til “ægte” på dansk. I virkeligheden en Margherita, men med bøffel i stedet for komælksmozzarella. Min kæreste snuppede deres Leggera som bestod af ricotta, ruccola, cherrytomater, tomatsovs, og basilikum. Der er faktisk også skinke på, men det valgte hun fra.

Kort tid efter bestilling kom vores mad. Inden da havde vi haft mulighed for lige at kigge lidt nærmere på deres pizzaiolo der åbnede dejen helt rigtigt. Allerede der begyndte det hele at give mening igen. Pizzaerne så mildest talt fantastiske ud, om end lidt cheesy at de var formet som hjerter, men bevares – det var også Valentins Dag.

IMG_4450

Efter utallige skuffelser blandt de danske pizzeriaer der gør sig i napolitanske pizzaer, Gran Torino, Mothers, og Bæst, så var det virkelig en fornøjelse at sætte tænderne i denne. Bunden var blød, skorpen stor og flot, og pizzaen var fedtet. Fedtet skal på ingen måde forstås negativt i denne sammenhæng, for en napolitansk pizza skal være overdynget med ost, tomatsovs og olivenolie, for det er dét der gør hele forskellen. Da jeg kom igang med pizzaen gik der heller ikke lang tid før tomatsovsen og olivenolie var søbet ud på tallerkenen som den skal, så man kunne tage det ekstra sovs og proppe på skorpen ved næste bid. Den friskhed og nærmest læskende fornemmelse det skal være at spise en napolitansk pizza har de uden tvivl ramt! Min kærestes pizza var også meget frisk i det, og smagte fantastisk. De friske tomater, den cremede ost, og strukturen var ruccolaen sammen med dejen med den let røgede smag. Perfekt!

Jeg behøver vel næsten ikke nævne at pizzaerne røg hurtigt ned?

Dommen
Hvor er det dog lækkert at der endelig er kommet et sted som Rossopomodoro til København, som rent faktisk formår at lave en ordentlig napolitansk pizza, uden alt for fine fornemmelser. Det er selvfølgelig altid en anelse ucharmerende når det er en kæde der står bag, men de har på en eller anden måde formået at producere et produkt der på ingen måde smager som noget der bare skal over disken. Er det den perfekte pizza? Nej det er det ikke. Det er det måske for nogle, og set isoleret over den bedste napolitanske pizza i København vinder de uden tvivl. Hverken Mothers, Bæst eller Gran Torino kan være med her. De er ikke engang i nærheden. Jeg har spist napolitansk pizza 3 steder, hvor jeg kan sige at det har været de absolutte bedste pizzaer jeg har fået. Da Michele er stadig det jeg holder alting op imod. Det er DEN BEDSTE PIZZA jeg nogensinde har smagt. Den dannede hele skolen for hvordan en napolitansk pizza skal være efter min mening. Don Antonio by Starita i New York laver en arrogant Margherita, og har gjort det begge de gange jeg har spise der. Den smager helt igennem fantastisk. Og så er der selvfølgelig Una Pizza Napoletana i San Francisco. Den er meget anderledes fra både Don Antonio og Da Michele, men rummer elementer fra begge, og smager fremragende.

Rossopomodoro laver en fabelagtig pizza. Jeg kunne personligt godt ønske mig at dejen/skorpen var en anelse blødere og knap så sej i det, men det er selvfølgelig en smagssag. Tomatsovsen sad lige i skabet, osten sad lige i skabet, og kombinationen af det hele var virkelig godt. Det er bestemt ikke sidste gang jeg tager turen til Illums øverste etage for at spise pizza, og kan kun understrege at det her pt. er Danmarks bedste napolitanske pizza!

https://www.facebook.com/rossopomodoroDk

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , , , , , , , | 3 Comments

Anmeldelse af Gran Torino

Der er efterhånden lidt langt mellem skriverierne herinde, men i skal ikke snydes for min anmeldelse af Gran Torino i København.

Da jeg først læste om Madklubbens planer om at åbne et pizzasted havde en en anelse skepsis, men tænkte at det måske kunne blive rigtig godt. Da de åbnede og jeg fik indblik i at de ville have napolitanske pizzaer, røg stedet pr. automatik på listen over pizzeriaer jeg skulle besøge. Der er gået lidt tid, men i går havde jeg muligheden for at besøge stedet på Nørrebro.

Lazy Sunday koncept
Om søndagen kører Gran Torino et koncept de kalder for “Lazy Sunday”. I grove træk handler det om at der bliver skåret lidt i menukortet, så det ikke er det fulde kort der er tilgængeligt. Et friskt koncept som egentlig giver god mening.

Vi ankom til restauranten kl. 18 hvor vi havde bestilt bord, og blev hurtigt vist hen til vores bord. Stedet er ret hyggeligt, og fra indgangen kan man se de to Valoriani ovne der bliver arbejdet med. Det lod dog til at det kun var den ene der var igang. Bordene står tæt, men ikke på den klaustrofobiske måde man kender fra andre steder. Vores tjener var sød, og var hurtigt fremme for at tage imod bestilling af drikkevarer. Jeg bestilte en Margherita og min kæreste snuppede lasagnen som var dagens ret.

Drikkevarerne, en cola og en San Pellegrino sodavand, blev serveret direkte i dåsen. Nogle vil måske synes at dette er dårlig stil, men jeg synes det bidrog til den afslappede stemning i restauranten.

Maden
Efter lidt tid kom vores mad, og allerede fra starten var jeg noget mistroisk. For da pizzaen kom ned var det tydeligt at mozzarellaen ikke havde været med inde i ovnen. I stedet lå den brækket ud i stykker på pizzaen.

12644980_10153820473140502_299785374732882798_n
Det har jeg godt nok aldrig nogensinde oplevet før på en pizza. Jeg smagte på sovsen som noget af det første, og selvom smagen egentlig var god, var den ikke noget særlig. Derudover var den ret tør i det. Det kan lyde underligt at sovsen kan være tør, men den var åbenbart tørret så meget ind under bagningen at væsken var fordampet en del. Bunden, som normalt skal være blød så det er muligt at folde pizzaen uden at den knækker, var sprød. Jeg kunne faktisk løfte pizzaen i kanten og stille den i en vinkel uden at bunden gav efter. Og så var der mozzarellaen. Som sagt var den ikke smeltet, men derimod kold. Pizzaen i sig selv var lun da den kom ned til bordet, ikke varm, og kombineret med den kolde ost gik der ikke lang tid før hele pizzaen var kold.

Jeg gik dog i krig med pizzaen, og den var ikke dårlig, den var bare heller ikke god, og slet ikke noget jeg vil sammenligne med øvrige napolitanske pizzeriaer jeg har spist. Det var underligt at spise en lun pizza med kold mozzarella, og med en bund der var meget sprød. Dejen virkede god, måske med lidt syrlige undertoner af noget surdej. Den var dog med lidt for meget bid/sejhed til min smag. Mozzarellaen smagte i øvrigt ikke rigtig af noget. Jeg er med på at en mozzarella generelt ikke har en særlig kraftig smag, men her snakker vi virkelig ingenting. Der stod ellers på kortet at det var frisk bøffelmozzarella, men umiddelbart virkede den for fast og for lidt syrlig til at kunne være fra en bøffel.

Det virkede faktisk som om at pizzaen var blevet forbagt kun med tomatsovs og basilikum, og så havde den lige fået et skud ekstra i ovnen da lasagnen var klar, og efterfyldt med mozzarella. Jeg er dog ikke i tvivl om at det er Gran Torinos intention at servere pizzaen med kold mozzarella på – hvis ikke, så har køkkenet haft den vilde off-day.

Jeg smagte også min kærestes lasagne, og den var lettere alterntiv ift. hvad jeg forbinder med en lasagne. Mest af alt fordi det ikke virkede som om at man havde lavet en sovs af tomat til at sødme kødet op. Men igen kan det sagtens være måden man vil lave en lasagne på hos Gran Torino.

Konklusion
Jeg var skuffet. Meget skuffet endda. Jeg havde forventet at Gran Torino havde lavet en pizza der havde været Napoli værdig, men i stedet formåede de at lave en pizza der nok ville få Esposito til at vende sig i graven. Det er fair nok at man vil lave en pizza på den måde, men lad så være med at markedsføre den som napolitansk.

“En pizza-slice, der er stiv som et bræt, har med andre ord intet med italiensk pizza at gøre.”
Martin Alf, køkkenchef Gran Torino – http://www.madklubben.dk/napoli-style-pizzas/

Sjovt når det jeg fik egentlig var stift som et bræt.

Så indtil videre har jeg stadigvæk ikke ramt den rigtige napolitanske pizza i Danmark.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , , , | 1 Comment

På besøg hos Bæst

For et par måneder siden var der en bekendt der sendte et link til mig. Det handlede om at Christian Puglisi og Kim Rossen ville åbne et pizzeria. Normalt er det ikke særlig interessant når nogle åbner et pizzeria, men når det er ejerne af Relæ, en Michelin restaurant, så læser man lige lidt nærmere.

I grove træk ville de åbne et italiensk spisested hvor pizzaerne skulle bages i en stenovn ved høje temperaturer, det hele skulle være organisk, og de ville i øvrigt lave det meste selv. Et spændende koncept, og en spændende mission.

Som tiden gik frem mod åbningen, fik jeg læst mere og mere om konceptet, og fandt bl.a. ud af at de havde fået en Stefano Ferrara ovn hjem fra Napoli. Det fik mig til at blive mere overbevist om at det de ville lave var tæt på napolitanske pizzaer, og så blev jeg for alvor interesseret.

Besøget
I weekenden havde jeg så fornøjelsen af at komme ind forbi. Selvom vi kom ind direkte fra gaden, var det muligt at få en siddeplads, om end ved et højbord. Der var en fantastisk stemning, og restauranten er virkelig flot indrettet, og der var generelt ganske pænt med mennesker.

Vi fik menukortene og kiggede det igennem. Jeg havde allerede besluttet mig for en Margherita, og min kæreste valgte en med sort trompethat, porrer, pecorino, og pancetta. Mens vi kiggede menukortene igennem var jeg ved at falde ned af stolen da jeg så hvad de tog for deres mozzarella. 125,00,-! Godt nok var den økologisk, og lavet i restauranten, men helt ærlig – så god kan en mozzarella aldrig nogensinde blive.

Den søde tjener kom ned og tog imod vores ordre, og jeg bad samtidig om en cola. Det havde de ikke – fair nok. Jeg endte med vand. Jeg ved ikke om vand kan være økologisk, men måske?

En 10 minutters tid efter kom hun ned med vores pizzaer, og jeg beklager på forhånd det ekstremt dårlige billede. Desværre drøner jeg stadig rundt med en iPhone 4, og den klarer det altså ikke særlig godt i mørke, men jeg håber i kan se nogenlunde hvad det er på billederne.

Margherita

Stenovnsbagt – Tjek
Leopardprikker – Tjek
God cornicione – Tjek
Basilikum på en Margherita – Tjek

Pizzaen havde måske lige fået 10 sekunder for lang tid i ovnen, og den ene side var lidt branket, men det er jo en del af charmen. Dejen var lige som den skulle være. Smeltende på tungen! Dejen havde ligeledes en god syrlighed grundet surdejen som var blevet brugt. Generelt smagte den ok, men jeg var ikke helt solgt.

Og hvorfor så ikke? Det gik nemlig op for mig hvorfor en Margherita skal være fedtet, den skal have masser af olie og pænt med ost. Ikke så meget ost at den drukner, men tilpas. Årsagen er nemlig at laver man en pizza med surdej og en god tomatsauce, så er den ret så syrlig. Olivenolien og osten skal være med til at skabe balancen, så pizzaen ikke bliver for syrlig. Rammer man den rette balance, så er Margheritaen måske verdens bedste pizza.

Det havde de bare ikke helt formået, og i stedet blev oplevelsen lidt for syrlig, i hvert fald til min smag.

En anden ting der trak ned var størrelsen på pizzaen. Jeg synes egentlig ikke at 100,- for en god pizza er dyrt, men det er det når pizzaen ikke er særlig stor. Den blev serveret i en form for fad, som desværre fik pizzaen til at se endnu mindre ud. Havde pizzaen været tæt på de 30 cm i diameter havde det været ok, men det var den bare ikke. Faktisk var pizzaen en anelse for tyk i bunden, igen ift. min smag og ud fra at man har lavet noget der kan minde om napolitanske pizzaer. Havde bunden været lidt tyndere, havde pizzaen nok også været større, og så havde det hele måske passet bedre.

Konklusion
Umiddelbart det tætteste man kommer på en napolitansk pizza i Danmark, og det er altid positivt. Jeg har læst at det ikke har været ambitionen at tage et VPN kursus og dermed lave certificerede napolitanske pizzaer, men derimod at lave pizzaer med de råvarer der er i lokalområdet, og så selvfølgelig lave det meste økologisk. Men man behøver sådan set heller ikke en certificering for at lave napolitanske pizzaer – Da Michele har vidst ingen certificering så vidt jeg ved, og tvivler også på at Brandi har.

Dejen var fantastisk, ligesom den skulle være. Tomatsaucen også god. Men der manglede lige det sidste for at komme helt i mål. De rammer mere rigtigt end Mothers umiddelbart gør, men der kommer nok til at gå noget tid før jeg kommer igen. Jeg håber der går ære i den så Bæst med tiden kommer tættere og tættere på den fantastiske pizza, i stedet for at udforske nye kombinationer. Det er så nemt at putte flere smagsindtryk på pizzaen, og gerne ting som man ikke lige forventer på sin pizza. Men det er møgsvært at kunne lave 100 pizzaer på en aften som bare alle sidder lige i skabet.

Så Bæst er bestemt et besøg værd, men der er plads til forbedring.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , , , , , , | Leave a comment

Top 5 pizza videoer

Nettet er fantastisk. Det er muligt at finde al mulig information om selv de mindste ting. Søger man på Pizza Napoletana eller Neapolitan Pizza kan man finde tusindvis af forskellige opskrifter, forsøg med vandprocenter og meget mere. Går man på Youtube og gør det samme får man utroligt mange videoer af forskellig kvalitet. Nogle af optaget med en telefon på et pizzeria i Napoli, andre har lavet mindre dokumentarer om hvordan de arbejder, og giver et par tips og tricks.

Jeg har set rigtig mange videoer om napolitanske pizzaer, også om andre slags pizzaer, og har her valgt min egen private top 5 af de videoer jeg nok har set flest gange, og bliver ved med at vende tilbage til.

1. Naturally Risen

Nok ikke særlig overraskende er det en Anthony Mangieri video der topper listen. Der findes et par stykker med ham, bl.a. også Pure and Simple hvor han fortæller lidt mere om sin baggrund, men den her er bare helt igennem godt lavet. Man får et indblik i hans teknikker, og så er nummeret der bliver brugt i videoen genialt.

2. Pupatella

Musikken er lidt irriterende, og det er pizzaioloen også, men man får et sindssygt godt indblik i hvordan man åbner pizzaen med et neapolitan slap, og hvordan man holder gang i 4 pizzaer på én gang.

3. Vito Iacopelli

Jeg aner ikke hvor han arbejder, men Vito Iacopelli viser her hvordan man åbner en pizza og gør den klar på ingen tid, og tager sig samtidig tid til at forklare hvorfor man smider lidt ekstra brænde på bålet når pizzaen kommer ind. Virkelig en genial video.

4. Tony Gemiagni – Pizza Quest

Her er det faktisk lidt snyd, for det er 2 videoer. Peter Reinhart, en amerikansk bager, har lavet en række videoer hvor han har besøgt forskellige pizzeriaer, og bl.a. en kending der hedder Tony Gemiagni. Søger man på pizza på Youtube så dukker hans navn med garanti op, for der findes utrolig mange videoer med ham. Han har et pizzeria i San Francisco hvor han har 4 eller 5 forskellige ovne, og er nok det eneste sted hvor man kan få mange forskellige slags pizzaer – alt fra napolitansk, New York, til klassisk italiensk og siciliansk.

Tony er ret amerikansk, og kan virke lidt irriterende, men det er altid interessant at se hvad han har at sige. I øvrigt er hans ovn enten for varm, ellers er han bare ikke forsigtig nok, for begge pizzaer er lidt brændte efter min mening.

Pizzeria da Michele

Man kan ikke sige napolitansk pizza uden også at sige Da Michele. Jeg fatter hat af hvad de siger i videoen, men man får lov til at se hvordan de laver dejen, hvordan de skærer mozzarellaen, og hvordan deres tomatsovs bliver lavet. Endda med hvilke mærker de bruger. I øvrigt er pizzaioloen til sidst en af sønnerne til ham der startede Da Michele, så vidt jeg husker i hvert fald. Han stod også i restauranten da jeg var dernede for 2 år siden, og jeg tror aldrig han har lavet andet end at stå i det pizzeria.

Husk at du kan følge mig på Facebook, så får du altid de seneste opdateringer.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , , , , , , , , , , , , | Leave a comment

Caputo mel

De faste læsere, hvis jeg da har sådan nogle, vil vide at skal man lave napoletanske pizzaer, så skal man helst bruge mel fra Caputo. Den mest “rigtige” at bruge er den blå pizzeria. Her skal man selvfølgelig være opmærksom for den fås kun i en 25 kgs pose, men Caputo laver også en 1 kgs pose der er blå – det er bare ikke det samme mel.

Anyhow, der har tidligere været interesse i at købe noget af det, og jeg har netop lige bestilt en pose med 25 kg i. Så snart jeg har fået styr på det, regner jeg med at smide det over i nogle poser a 1 kg stykket, og så vil man kunne købe det hos mig.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , , , , , | 8 Comments

Pizza i New York

I efteråret var jeg et smut i New York med min altid dejlige kæreste. Var der én ting jeg blev overrasket over så var det antallet af spisesteder i byen, for er du gal der er mange. Alt fra superlækre og dyre restauranter, til små snuskede steder hvor man ikke havde lyst til at opholde sig alt for længe. Derudover var der et kæmpe midtersegment hvor restauranten var lækker, priserne gode, og fantastisk stemning. Jeg havde på forhånd lavet en mental liste over de steder jeg skulle besøge rent pizzamæssigt, for der er faktisk en del pizzeriaer der serverer napolitanske pizzaer i byen.

Forcella
Anbefalet af en bekendt som er VPN certificeret pizzaiolo, og har biks i Sao Paolo. Forcella ligger så vidt jeg husker 2 eller 3 steder i New York, men da vores hotel lå lige omkring 24th Street, så var det oplagt at snuppe den der lå på Park Avenue South – mellem 26th og 27th. Faktisk kun 10 minutters gang fra vores hotel.

Vi besøgte stedet første dag vi var i byen, så det var med en vis spænding at vi gik rundt, kiggede på høje bygninger og skulle spise frokost der. Vi lagde ud med en caprese der sagde spar 2, og jeg snuppede så også en Margherita. En super lækker pizza, der mere eller mindre sad lige i skabet. Stedet var i øvrigt super hyggeligt, tjeneren var fra Balkan af alle steder, og kendte til Danmark pga. håndbold som han fulgte meget med i. Vi var der sen frokost, så vi havde mere eller mindre stedet for os selv.

Forcella

Kesté
Et andet sted jeg allerede inden vi tog afsted havde skrevet bag øret var Kesté på Bleeckerstreet. Dem af jer der har nørdet Youtube videoer omkring napolitanske pizzaer er med garanti løbet forbi navnet Roberto Caporuscio, da han er en af dem der har været med til at udbrede den napolitanske pizza i USA, og er instruktør hos VPN. I New York har han Kesté og driver derudover Don Antonio by Starita sammen med sin læremester Antonio Starita.

Da vi ankom til stedet om aftenen var der fuldstændig proppet, og hele Bleeckerstreet var fuld af liv, selvom det var en ganske almindelig hverdagsaften. Bleeckerstreet er i øvrigt en ekstrem lækker gade hvis man godt kan lide mad. Vi var dog super heldige at få det sidste ledige bord til 2 på det tidspunkt, og selvom det betød at vi næsten sad på skødet af de par vi havde ved vores sider, så var det det hele værd. Vores bord var helt oppe ad montren hvor pizzaioloen stod ved, så jeg havde udsyn til håndværket hele aftenen.

Jeg bestilte en pizza med parmaskinke, ruccolo og parmesan, som også er en af mine favoritter. Desværre skuffede pizzaen lidt. Om det var fordi kombinationen af ingredienser ikke helt passede til den napolitanske stil, skinken var lidt for tyk, eller fordi jeg egentlig mere havde lyst til noget andet skal jeg ikke kunne se. Dog så den helt korrekt ud.

Kesté

Don Antonio by Starita
En af de sidste dage vi var i byen bevægede vi os rundt oppe omkring Times Square, og da det efterhånden var ved at blive frokosttid fik jeg lokket kæresten på endnu en omgang pizza. Denne gang hos Don Antonio som ligger ved 50th Street mellem 8th og 9th Avenue. En af signaturretterne på stedet er den friturestegte pizza, som vi egentlig havde snakket om en del inden vi tog afsted.

Lykken var gjort da vi trådte ind i restauranten, der ligesom Kesté har placeret ovnen helt bagerst i lokalet, da Roberto sad ved baren med sin computer. Jeg følte mig lidt som et lille barn der lige havde mødt julemanden.

Selvom vi egentlig havde snakket om den friturestegte pizza, endte vi dog begge med noget helt andet. Jeg snuppede, for gud ved hvilken gang, en Margherita. Det er som om det er en pizza man aldrig rigtig bliver træt af fordi den faktisk formår at være frisk i smagen, selvom den kan være lidt tung. Af alle de pizzaer vi fik i New York var dette klart den bedste. Helt perfekt bagt, sprød og blød på samme tid, og dejen smeltede i munden. Derudover var tomatsovsen dejlig frisk og syrlig og havde det rigtige modspil til den fede mozzarella og olivenolien.

Foruden de 3 fantastiske steder, var vi faktisk også på et 4. sted der lavede napolitanske pizzaer, nemlig Pomodoro Rosso, som lå i et slags marked der hed Eataly. Forestil dig et klassisk italiensk marked med alt fra friske fisk, skinker, pasta, kaffe, kage etc – så var det samlet under ét tag her. Pizzaen var ganske udemærket, men slet ikke i samme kaliber som hos de 3 andre steder.

Pizza i New York
Tager man til New York er der vildt mange forskellige steder man kan få pizza, det siger næsten sig selv. Mange ikoniske steder er der faktisk også, og med mindre man har tænkt sig at leve af pizza, så kan man nok ikke nå dem alle sammen på én gang. Jeg har dog hørt om Scotts pizzatours, men det er måske lige at drive rovdrift på det.

Af andre steder kan bl.a. nævnes Lombardi’s, L&B Spumoni Gardens, Di Fara, Grimaldis, Motorino og Totonnos.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , , , , | Leave a comment